Lidt for mange ord fra Roskilde 2015
- Detaljer
- Oprettet: tirsdag, 21. juli 2015 16:42
- Skrevet af Spandx
Med Openhagen Copen veloverstået, er det vel på sin plads med lidt for mange ord fra Roskilde 2015.
Festivalen startede for mit vedkommende med en tur til Roskilde søndag, for at ordne min akkreditering. En tur der endte i at stå frustreret og lettere pinligt berørt, i Media Check-in og konstatere at kontanter, åbenbart, er et håbløst umoderne betalingsmiddel.
Målet var ellers at overvære og evt. deltage i Roskilde Locals Bowl Jam. Trods diverse forsøg på at komme ind, endte jeg i stedet med at skate Trekroner bowl og Minirampe, mens Lukas Olsen vandt konkurrencen.
Efter den noget mislykkede start, var jeg tilbage på festivalen onsdag, med armbånd på, telt og sovepose under armen. Årets festival skulle foregå i smatten.
Det tager tid at akklimatisere sig, når man færdes mellem tusinder der har været i gang i dagevise. Flokke af rodløse i en tilstand mellem sovende, fuldd, skæve, høje og lige vågnede. Det satte scenen for en gå tur igennem hele smatten, til det yderste hjørne. For at fordrive tiden med jagten efter vores camp og komme i synk med smatten, blev den første ramme pilsnere indkøbt, inden teltet blev slået op.
Aktiviteterne i Smatten er mange og vidt varierede. I flæng kan nævnes:
Spontane udråb af til lejligheden påfund’ne begreber, evt. nedarvet fra tidligere års festivaler. I år var: ”Så du Paul McCartney i går” især populært onsdag – lørdag.
Formiddagsdruk så du ender paralyseret i en campingstol, når solen står højest.
Campraids, besøg i nært eller fjerntliggende camps for at drikke deres sprut og eller score deres damer.
Hvileløs vandren rundt, blind for alt der foregår omkring dig til du:
-
Går omkuldt et ukendt sted.
-
Mirakuløst vågner timer senere, sprutsvedende i dit eget telt.
-
Fortsætter i denne tilstand, til en sur og vred bondemand højlydt prøver at forklare dig at festivalen sluttede for 17 dage siden og du lige nu står og pisser på samme Massey Fergusson, som du 10 minutter tidligere prøvede at parre dig med.
Den første koncert jeg så i år var Off på Pavillion scenen. Sydcalifornisk Hardcore bestående af legender fra Black Flag, Circle Jerks og Rocket from the Crypt. Klassisk i dit fjæs hardcore af en flok garvede herrer, ingen dårlig start på en festival, der trods alt primært er kendt som en Rock’n’Roll Fest. I 90’erne leverede Skånske Bob Hund en række overlegne koncerter. Hvis man gik glip af dem i de år på Roskilde, gik man glip af et af årets bedste koncerter. Så forventningerne var skruet i vejret, da Bob Hund var tilbage. Efter års eksperimentering uden for spotlyset. Med lånte instrumenter, leverede de en koncert, der på alle punkter levede op til tidligere tiders successer. Hvis du som mig, aldrig var til Oasis, så var Noel Gallagher’s High Flying Birds koncert I den grad forglemmelig. Noel gjorde hvad han gør bedst, personligt siger det mig bare ikke noget. På trods af at have sat store cirkler om både Honningbarna og The War on Drugs, fortaber resten af onsdagen sig i alkoholiske tåger, om jeg var fysisk til stede til de koncerter, må andre kunne svare for.
Smattenaktiviteter, forts.
At more sig med 2 ligesindede ubehjælpsomheder kl 5.31 onsdag, ved at prøve at få et beat i gang på et 25.000w soundsystem, udelukkende baseret på småobskøniteter og Mokai-bøvser.
Dybe, indgående, nærværende og indsigtsfulde samtaler. Helst afsluttet med: ”Det sagde hun også i går” og endnu en glohed teltbajer.
Gruppepres til at deltage i handlinger, ingen i gruppen dybest set har lyst til.
Vabler.
Efter torsdag morgens indledende opvågningsøl, sanitære nødvendigheder og apatiske postdruk periode. Drev vi langsomt op til Gloria for at lade Foghorn Stringband vække os og resten af flokken, der var drevet ind i det beroligende mørke. Country / Cajun strengeleg for Violiner, Ukulele, Guitar, Kontrabas og Banjo. Fedt at se uspoleret glæde, ved at optræde, koblet med ydmyghed og musikalsk overskud. Everytime I Die sparkede for alvor dagen i gang med en solid omgang 90’er HxC i fjæset på de allerede noget ramte festivalgangere, tidligt torsdag eftermiddag. Veronica Maggio, stod for mit største crush dette år. Magen til popbabe fra Sverige skal man lede længe efter, og med radiohits som ”Jeg kommer, jeg kommer” var det svært ikke at føle sig som absolut fokus for den stramtpåklædte, yppige og popkælne svenske poptøs.
Smatten forts.
Roskildeteints, skuffelsen i badet når det går op for dig at din flotte kulør, primært består af urinstøv og colibakterier og bliver skyllet ud i afløbet.
Forbrændte fødder pga. klipklapperi.
Homofobi. (Det sagde han også i går)
Programstudiekredse, timelange studier af hinandens programnoter, diskussioner om hvilke bands man bør se, for alligevel at ende foran lige præcis de bands, man i forvejen havde besluttet for absolut ikke at se.
Øl.
Mere øl.
Efter et hurtigt pitstop i smatten og skift til evening dress, casual, var Foxygen første koncert på aftenens program. Absolut umindeværdige. I deres indstuderede adfærd og småteatralske optræden, er det kun et par korpigers ivrige, hvis lettere akavede dans, der står tilbage i hukommelsen. En hurtig gåtur forbi en madbod, et par fadøl og fjerne toner fra Florence and the Machine, og jeg stod ved Arena for at se metal hovederne fra Mastodon. Kom for sent til at opleve at alt lyden gik, men eftervirkningen af det totale tekniske kollaps, var desværre tydelige resten af koncerten igennem. Bandet virkede veloplagt, men blev svigtet af den horrible lyd. Endnu en gåtur på tværs af festivalspladsen, denne gang i en noget mere sporadisk gangart. Og jeg stod tilbage foran Pavillion for at høre Pallbearer og deres dommedagstunge metal, inden Muse måtte sande at jeg skyndte mig forbi for at høre Bikstok.
Hvem fanden der så end havde planlagt, at jeg skulle tilbringe torsdagen som en pingpong bold imellem de to fjernestliggende scener på årets festival, har muligvis opnået sit mål, da jeg sovende på drukstive stænger og med en dåseøl i hver bukselomme, vågner i korte glimt foran Orange, mens jeg forsøger at holde mig oprejst til Die Antwood. Jeg har aldrig været og bliver nok aldrig til Die Antwood(hvem i hele hele hulvede, gider at få kneppet sine øregange af Pikachu på helium?). Så i stedet stod den på en lang støvet gåtur tilbage til min 2m2 nylonkuppé.
Smatten forts.
Konstante opdateringer på sociale medier, så alle minutiøst kan følge med i din gøren og laden(Bare rolig de fleste er alligevel alt for optagede af deres egne opdateringer, til andet end at blive trætte af dine. Med mindre du selvfølgeligt virkelig får overskredet nogle grænser eller på anden måde træder nogle over deres festivalsømme tæer).
Hån.
Og endnu mere øl.
Armbåndshierarki, endagsarmbånderister står selvfølgelig nederst, de er jo ikke ”rigtigt” på festival. Det sagnomspundne Tuborg armbånd trumfer alle(Gratis øl).
Stoffer.
Og mange flere øl.
Paramedicinsk Lotto, nogle skal jo komme til skade og efterfølgende udsættes for ophævet hovedrysten.
Bussemænd.
Teltkollaps, helst imens du sover og to kampstive teenagere prøver at finde vej til deres egen lejr, ved at gå tværs igennem dit telt.
Bræk.
Enten er det et tegn på min efterhånden i den grad fremskredne alder, eller bare et udtryk for den primale tilstand, man opnår efter flere dages festivaldruk. På et tidspunkt opnår jeg en tilstand, hvor de allermest basale kropslige funktioner giver mig udsøgt fornøjelse. At pisse, skide, æde, drikke og til nøds, trække vejret. Efter et hurtigt smut forbi medarbejderområdet(rene lokummer og gratis kaffe, i omvendt rækkefølge) startede fredagen med Morgensang for Smatramte i Gloria. Hygge, fællesskab, mørke og fællessang på bl.a. ”We’re not gonna take it” krydret med politiske og moralske opstød, er måske den bedste måde at vågne op på Roskilde Festivalen. Hudna, fortsatte dagen i mørket med folketømmermænd. Et etnisk sammenrend af udfordrende rytmer for os 4/4 opdragede mennesker.
På Arena åbnede Pede B. for alvor op for dagen, assisteret af blandt andet LOC og Alberte Winding. En af danmarks måske så absolut mest ordekvilibristiske rappere, med andet end hip hop klicheer i teksterne, leverede en mere end godkendt indsats.
Smatten forts.
Punkterede luftmadrasser.
Akavede forsøg på fuldført samleje i et 1.5m2 stort kuppeltelt.
Hån og tilråb til ovenstående.
Koncertpral, at påstå at man så det og det band, til trods for at man lå i fosterstilling, koldsvedende og angst i skyggen af et pistræ.
Gastronomiske diskussioner om den ypperste madkunst på festivalen, over en 47 grader varm blå cola.
Og flere øl.
Festivalsnostalgi. Tidligere festivaler var bedre, jo tidligere, jo bedre. Især hvis du kan claime en festival før alle andre i selskabet var på festival. Eller for maksimale bonuspoint, fra før de var født (Så du Sha Na Na i ’72? Måske alle tiders bedste koncert på Roskilde!!)
Tomlommet og med kun en sko på, rager en overophedet, underbeklædt og middelfestivalsstegt teenager direkte igennem floden af urin, colibakterier og vand fra de ”sanitære” fasciliteter til tonerne af 8 tonstunge lydssystemer. Imens står jeg i min egen spirende festivalsbrandert og forsøger at købe en guldbajer i en mobiloplader biks. Hvem fuck har plastret festivalen til med dem, i en sådan grad at de nu udkonkurrerer ølteltene? Klip nu den elektroniske navlestreng unger. På festivalpladsens trygge og afsvedne græs, gik The Gaslamp Killer Experience på scenen. En hyperaktiv Afrotroldmand farer rundt på scenen og dirigerer et 14 mands orkester. Mere staffage end noget andet var gaslampen vist, men superfedt at se et stort, samspillende og veloplagt orkester på scenen. Jeg hørte da også lige Maria Key bræge lidt på vej over til Lars HUG. Meget mere har jeg ikke at sige om hende i denne omgang. Lars HUG rev ned og byggede op, med blandt andre Peter Peter på scenen, gik han dybt i bagkataloget af gamle hits fra de tidligere 80’ere.
Einstïrzende gik jeg glip af, da omveje og en noget sløret tur i gennem smatten, efter aftenstøjet, endte resolut i gulvet(Eller rettere, den lettere punkterede luftmadras i mit telt).
Smatten forts.
Bullshit Bingo (Bingo).
Hatte og anden ”original” på, ud og afklædning, helst noget der er tilgængeligt hos samtlige festivalskræmmere i smatten og på festivalspladsen.
Øl.
Moralisering over ungdommen.
Hovedrysten over alderdommen.
Øl og samvær.
I takt med at man mere og mere forsvinder ind i festivalens kontrarealistiske univers, jo længere tager de indledende opvarmningsøvelser hver morgen. Efter gentagne gange at vågne, badet i sved, med smagen af selvdød i hele svælget, kræves der en hel del cigaretter, kaffe, øl og dårlige jokes før man begynder at føle sig tilnærmelsesværdig menneskelig. All Pigs Must Die, stod for dagens første koncert og HxC crust er måske nok en ligeså god beskrivelse af belægningen på min tunge, som af musikken. Thåström, som ellers er en legende det i svenske musikmiljø, havde jeg kun tid til at se et par numre af, han virkede klar. Men jeg var, trods de alkoholiske tåger, meget mere klar på Corrosion of Conformity’s tunge, onde og nedrige stenermetal. Festival uden ond musik, er som kærlighed uden had; Meningsløst. Benjamin Booker, prøvede at leve op til en ellers ivrig hype i diverse lejre i smatten. I glimt emiment, barberet støj rock, i andre famlende og ligegyldig, til trods for en dygtig basist og måske en af festivalens bedste trommeslagere. Restenafdagenbegyndteatflydeudientilstandafrastløseventenikøer påaltframadsprutogmangeflerefadøl. JegsåNickyMinajkopuleresigigennemenkoncertpåroskilde tiltrodsforathunkanbådesynge ograppesådenslagstricksvirkerunødvendige indenjegpludselig, vågnede op… lettere omtumlet.. Foran den koncert på Orange folk havde talt om i dage vis (Så jeg ham ikke torsdag nat?), Paul McCartney.
Og så er der vel her, man benovet over hans års sejrsgang verden over, historikken med The Beatles og hans kæmpe bagkatalog af kæmpestore hits og eviggrønheder, plastrer resten af artiklen til i superlativer og knæfald for Sir Paul McCartney. Desværre. Det var ikke dårligt. Men så var det sgu’ heller ikke bedre. Selvfølgelig var bandet fantastisk, selvfølgelig var det fedt at høre sangene man kender og elsker fremført live, selvfølgelig var der fællesskab og kærlighed. Men det var også uendeligt forudsigeligt og lettere ligegyldigt. Jeg hørte det meste af koncerten mens jeg på trætte stænger vendte Pølledrengen ryggen og gik ned mod smatten. Ikke dårlig baggrundsmusik, for at lade sig opsluge af smattens pulserende, belortede, ekstatiske og noget nær apokalyptiske paralelunivers.
Ingen Roskilde uden de essentielle V.I.P’s:
Den svenskerstive bedstemor med mormor arme, som var til sin første Roskilde i ’71.
Den 16 årige blondine, der i en bagbrandert og orange vest samlede dit affald op.
Svenskeren, der vælter rundt i en 140 hestes brandert og aldrig når ud af smatten.
Øllene, altid øllene.
Ham der har skærer scenetæpper til alle scenerne, hvem fanden havde overvejet dét var et gig?
De bygger og har bygget Roskilde Festivalen op til hvad det er. Dem og de tusinder andre, der aldrig bliver nævnt.
De frivillige, ukendte campingmusikanter, hende den smukke, hvis telefon nummer du ikke fik og dig, hvis du var, eller har været der. Tak til jer alle!